Matrixbrug - fremtidens samarbejdende økolandbrug

Matrix-brug er den næste landbrugsrevolution. Via samarbejder skabes et bæredygtigt landbrugserhverv og lokal forsyning af sunde fødevarer. Et samarbejdsprojekt skal skabe grobund for udvikling af økologiske matrix-brug.


Matrix-brug er gårde, der samarbejder inden for et geografisk område, og samarbejdet kan have utallige former.

Matrix-brug giver helt nye muligheder for:

  • sikring af næringstofcirkulation

  • optimal udnyttelse af halm og gødning

  • grundlag for kost-effektive bioenergi anlæg

  • decentrale forarbejdningsanlæg i mikrostørrelse

  • en bedre sammenhæng i værdikæden

  • forbedret logistik og transport

  • forbedret CO2 regnskab

 

 

Næstformand i Landbrug og Fødevarers Økologi-Sektion, Michael Svane, påpegede på udviklingsdagen den 24. juni 2010 på Ledreborg gods i Lejre, nødvendigheden af at turde skabe de rammer, der skal til for at få matrixbrug til at fungere. Til Roskilde Avis udtalte han - Det er helt nødvendigt for den fremtidige produktion af økologiske landbrugsprodukter, at vi tænker nyt, og finder nye veje til at udvikle os. Både landmændene og politikerne skal have modet til at sætte rammerne, så det bliver mere end blot et idealistisk projekt. Videolink.

Konceptet bag matrix-brug blev illustreret af Thomas Harttung, økologisk landmand og skovbruger på Barritskov, bestyrelsesformand for Aarstiderne A/S og formand for Internationalt Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer, var inviteret til udviklingsdagen for at præsentere sine tanker om matrix-brug.

 

Thomas Harttung tegnede et billede af et samarbejde mellem 5-10 økologiske gårde med i alt 50 ansatte med 500 ha, hvor der er 0,5 dyreenhed per ha. Der skal dyrkes 100 ha med grønsager, 100 ha med frugt og bær, 200 ha med korn, 100 ha med græs. Samarbejdet skal råde over 100 malkekøer og 1000 æglæggende høns, have en sæsonproduktion på 100 svin, 10.000 slagtekyllinger, 2000 ænder og gæs. Hele denne produktion skal forsyne 2000 voksne forbrugere og deres børn med sunde lokale fødevarer i et lokalområde. Til samarbejdet kan kobles biogasanlæg, fælles forarbejdning og lokal afsætning af produkterne. Matrixbrug skal have en vis størrelse for at kunne tilbyde spændende arbejdspladser. Og ejerformerne kan være mangfoldige. Det kan bestå af alt fra enkeltmandseje, selskabsformer til kapitalfondseje. Bag Thomas Harttungs model for matrix-brug ligger en ide om, at fremtidens landbrug skal være 80/20, dvs. 80 procent planteproduktion og blot 20 procent animalsk produktion. Han mente, at ved at lade flere forskellige produktioner gribe ind i hinanden skaber man den bedste måde at forøge produktionen på økologiske bedrifter. Thomas Harttung fortalte, at andelsbevægelse gjorde os i stand til at specialisere os, hvilket har ført til mange problemer. Det er nu tid til en helhedsbevægelse. Det bliver den næste danske landbrugsrevolution, er han overbevist om. Præsentation med udregninger.

 

Projektet i Lejre er et samarbejde mellem Videncenter for Landbrug/økologi ved Konsulent Nils Nørskov, Lejre kommune og Hesselbjerggaard. Videnscenteret aktivitet bæres af et projekt fra Promilleafgiftsfonden. Erik Fog ra VfL-økologi, præsenterede sammenhængene mellem energiproduktion i form af biogas og matrixbedrifts udviklingen.

 

Lejre Kommune var vært for udviklingsdagen. Borgmester Mette Touborg forklarede på mødet at Lejre Kommune gerne indgår i samarbejde om matrix-brug. I Lejre Kommune er landbrug et af de store erhverv, så derfor er man lydhøre overfor nye tanker i erhvervet. Desuden ligger Lejre Kommune tæt på København, og det gør det interessant med økologiske udviklingsprojekter. Lejre kommunes præsentation.

 

Openspace konferencen blev holdt i de smukke omgivelser på Ledreborg gods. Godsejer John Monro fortalte om sine forventninger til dagen og den fremtidige udvikling.

 

 

 
Til forsiden
Sitemap - oversigtskort
Udskriv